JægerNyt nr. 29, 2017
Velkommen til JægerNyt nr. 29. I dette nyhedsbrev finder du nyt om nogle af de ting, der sker på skydebaneområdet p.t. Vi vil også gerne benytte lejligheden til at minde dig om, at du kan bestille sikkerhedsmateriel på vores hjemmeside. Det koster kun portoen.
God fornøjelse og knæk og bræk på jagten.
Kære jagtforeninger,
Jægerforbundet har i øjeblikket fokus på skydebaneindsatsen.
Efterspørgslen på administrationens assistance til udarbejdelse af miljøgodkendelser og understøtning af skydebanerne med råd og vejledning har været støt stigende de senere år. Det har medført, at skydebanerne i øjeblikket oplever en relativ lang ventetid fra de henvender sig, til vores konsulenter kan hjælpe. Dertil kommer det, at selve processen omkring udarbejdelsen af godkendelsen kan tage lang tid, da der er flere aktører involveret.
Se mere om processen på hjemmesiden under skydning og miljøgodkendelse
I nogle tilfælde kan en skydebane opleve, at skydebaner, der har henvendt sig til administrationen senere end dem selv, er kommet foran i køen. Det kan være meget frustrerende. Grunden til denne prioritering skal findes i en beslutning som hovedbestyrelsen har truffet omkring prioritering. Hovedbestyrelsen har besluttet, at baner, der er lukningstruede behandles før andre.
Dertil kommer at projekter eller baner, der kan give øget skydebanekapacitet til kreds 7, prioriteres højt. Det skyldtes, at skydebanerne i kreds 7 er under stort pres fra byudvikling, og flere skydebaner er lukket i kredsen. Samtidig er kreds 7 det område, der har den største andel af nye jægere, der skal træne til haglskydeprøve. Derfor er der stort pres på de eksisterende skydebaner og efterspørgsel efter mere skydetid hos de eksisterende.
I øjeblikket er der en medarbejder under oplæring, så der hurtigst muligt vil være to konsulenter, der arbejder med at lave ansøgninger til miljøgodkendelser for skydebanerne i DJ. Ligeledes er der tilført den nødvendige sekretærbistand og projektledelse. Det skal være med til at nedbringe ventetiden for vores jagtforeninger.
Nyt om forudsætningen for samarbejdet mellem DJ´s administration og jagtforeningen
Som noget nyt er det besluttet, at der skal indgås en kontrakt/samarbejdsaftale mellem jagtforeningen og DJ, når jagtforeningen ønsker hjælp til en miljøgodkendelse. Vi har valgt at indføre kontrakten/samarbejdsaftalen, fordi vi desværre har oplevet flere gange, at foreningerne tilsidesætter den rådgivning, de får fra DJ. Oftest med den konsekvens, at ting skal laves om relativt hurtigt, og der skal bruges ressourcer fra DJ´s konsulenter, som kunne være brugt på andre sager.
I kontrakten vil det blive indskærpet, at foreningen, der beder om og modtager hjælp, er forpligtiget til at følge den rådgivning, der gives. Den rådgivning, der ydes i forbindelse med miljøgodkendelsesansøgningen, vil som altid bero på foreningens ønsker. Præcis som i dag.
Vælger en jagtforening at gå imod den rådgivning, der ydes, må det forventes, at rådgivningen faktureres.
Dertil kommer det, at det er jagtforeningen, der forpligtiger sig til at sikre, at den kommunikation, der modtages fra myndigheder i sagen, bringes rettidigt videre til den konsulent i DJ, der varetager sagen. DJ kan tilbyde at varetage kontakten med myndighederne direkte, og i særlige tilfælde kan DJ kræve at varetage kommunikationen. Jagtforeningen forpligtiger sig også til at fremsende den endelige miljøgodkendelse til DJ, når denne tilsendes fra kommunen.
De nye tiltag indføres for at sikre, at vores ressourcer anvendes bedst muligt og kommer flest muligt til gode.
Til slut skal nævnes, at administrationen arbejder på at afklare forholdet omkring bestyrelsesansvar i forbindelse med drift af skydebanerne. Samtidig pågår et arbejde med at undersøge, hvilke forsikringer skydebanerne med fordel kan tegne.
På vegne af arbejdsgruppen omkring skydebaneindsatsen
Marie-Louise Achton-Lyng, Georg Guldberg Jensen ogClaus Lind Christensen
Om JægerNyt
JægerNyt er Danmarks Jægerforbunds nyhedsbrev til tillidsfolk omhandlende organisatoriske og foreningsmæssige emner. Modtagerne af mailen er hovedbestyrelsen, kredsformænd, kredskasserer, kredsbestyrelser, jagtforeningsformænd, jagtforeningskasserer, jægerrådsformænd, Grønne Råds medlemmer, friluftsrådskoordinatorer og nationalparkrepræsentanter, |
Det koster kun porto
Bestil sikkerhedsudstyr
Kurser og uddannelser
Inspiration til din jagtforening
Nyjægere i jeres forening?
Henvis dem til vores Nyjæger univers på hjemmesiden |