JægerNyt nr. 31, 2018

alt text
Danmarks Jægerforbund
JægerNyt nr. 31, 2018

Moderne jagttegnsmateriale til alle jægere
Af Niels Søndergaard, afdelingschef Rådgivning og Uddannelse, Danmarks Jægerforbund

Danmarks Jægerforbunds undervisningsmateriale, bogen Jagttegn, er det eneste undervisningsmateriale på markedet, der lever op til hensigten i bekendtgørelsen om jagttegn. Formålet med ændringen af bekendtgørelsen var i sin tid netop at sikre ’at jagttegnsindehavere har fornødent kendskab til reglerne for udøvelse af jagt i Danmark og at jagttegnsindehavere har en grundlæggende forståelse for og viden om natur- og vildtforvaltning…’, som det fremgår at kapitel 2 i bekendtgørelsen.

– Det er meget afgørende for fremtidens uddannelse af jægere, at vi lever op til samfundets krav til jægerens uddannelse. I Danmarks Jægerforbunds optik skal vi respektere lovens formål og sørge for en helhedsuddannelse af de nye jægere. Sikrer jagttegnsundervisningen ikke det, så er der risiko for skærpede krav i jagtprøven. Det mener Danmarks Jægerforbund ikke, der er behov for. Og det kræver, at udgivere af undervisningsmateriale lever op til det ansvar om helhedsorienteret undervisning, der påhviler dem. Udtrykker undervisningsmaterialet ikke helhedsuddannelse, så svigter vi de nye jægere og hensigten i bekendtgørelsen: … nemlig at jagttegnskursisterne får den helhedsorienterede undervisning, så de efter bestået jagtprøve, har grundlaget for at videreuddanne sig til jæger, siger formand for uddannelsesudvalget Georg Guldborg Jensen.

Bogen Jagttegn er bygget op som en grundbog, der efter jagtprøven skal følge nyjægeren i mange år fremover og være et opslagsværk igennem hele jægerlivet. Jagttegn er derfor også produceret efter standarder, der sikrer bogen lang levetid, og ikke blot et hæfte, der benyttes til at passere jagtprøven. Jagttegn er skabt i samarbejde med professionelle bogredaktører på SEGES Forlag. Forlagets opgave er at sikre den sproglige formidling som letter læserens læring. Samspillet mellem tekst og grafisk opsætning af bogen har stor betydning for bogens læsevenlighed. Her arbejder forlaget med udgangspunkt i nyeste læseteorier, som også understøtter personer med læsevanskeligheder. Derfor er Jagttegn produceret med mange illustrationer og med en opsætning i to spalter, så linjens længde er optimal i forhold til øjets bevægelser under læsningen. En skrifttype med fødder medvirker også til at øge læsehastigheden.

Opdatering af brugervenligheden

Generelt arbejder Danmarks Jægerforbund og SEGES på at sikre en høj kvalitet i undervisningsmaterialets design og brugervenlighed. Materialerne gennemgår til stadighed opdateringer med fokus på ny viden og muligheder. Undervisningsmaterialets digitale platform – Jagtprøven.dk – har efterhånden 5 år på bagen, og her er tiden inde til en opgradering af det eksisterende design. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger på platformens indhold af multiple choice test, film og Jagttegn som lydbog. Disse elementer fastholder vi. Jagtprøven.dk i version 2.0 tager sigte på at skabe et selvbetjeningsunivers til jagttegnskursuslærerne og deres aspiranter. Der lægges vægt på at Jagtprøven.dk kan danne rammen om jagttegnundervisernes undervisningsforløb.

Jagttegn som e-bog

GrundbogenJagttegn udkommer som e-bog i løbet af september måned. Det digitale format indeholder en lang række stærke tekniske løsninger. For at udbrede kendskabet til det digitale materiale vil adgangen til e-bogen være gratis for alle fra udgivelsesdatoen og indtil 1. januar 2019.

 

Danmarks Jægerforbunds lederuddannelse: Ledelse af frivilligNy lederuddannelse til frivillige

Læs mere og tilmeld dig

Kurser og uddannelserKurser og uddannelser

Inspiration til din jagtforening